|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
| ||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
Af Nikolaj Witte
Hvor ofte har jeg ikke stået i en situation, hvor jeg vejede for og imod at købe en bestemt souvenir. Det er ikke en økonomisk eller juridisk overvejelse, det er en etisk overvejelse. Det er overvejelser, som jeg mener, at vi, som Danmarks mest berejste mennesker, skal gøre os. Men endnu mere grundlæggende er det noget, alle rejsende bør tænke over. Og jeg tror vi alle har lavet fejl, for jeg skal være den første til at indrømme, at jeg har købt ting, jeg ikke burde.
Det er sidst på en lang rejse gennem Asien, og noget må jeg gøre. Jeg har ingen souvenirs, hverken til mig selv eller dem derhjemme. Heldigvis befinder jeg mig i Darjeeling (Indien), som for mig indtager førstepladsen, når det gælder indkøb af disse mindeobjekter. Man kan skaffe alt både fra Nepal og Tibet, men måske lidt overraskende ikke så meget fra Indien, så det er bare at kaste sig ud i indkøbsoplevelsen. Jeg har tidligere talt med en flink ældre herre, der er indehaver af en butik, som hans bedstefar åbnede, da han kom over grænsen fra Nepal. Oprindeligt åbnede bedstefaren butikken for at sælge til de britiske soldater, der var udstationeret i dette nordlige hjørne af Indien, men i dag henvender butikken sig til alle turister, dog specielt til dem der vil bruge lidt længere tid og måske lidt flere penge på lige den ting, de brænder for.
Jeg finder mange ting, jeg med glæde ville sætte op på mine reoler derhjemme, men ikke lige det. Efter lidt snak viser han mig om i et tilstødende lokale. Se nu begynder der at ske noget. Her findes ældre objekter fra Nepal, og prisen går opad. Men stadig, det er ikke lige det. Han kan godt se, at jeg ikke bliver helt fanget, så til sidst tager han mig hen til skranken, og da der ikke er andre i butikken, ruller han bagvæggen til side. Det er her guldgruben er gemt. Her er de mest fantastiske Buddhafigurer i bronze, smukt udførte Ganeshstatuer i ben og sande skønheder med de utroligste detaljer i elfenben. Han fortæller, at hans bedstefar har haft dem med fra templer i Nepal. Han behøver ikke fortælle, at de er ældgamle, det fremgår tydeligt. Han tager en figur frem og fortæller dens historie, både hvilket tempel den stammer fra, hvor gammel den er, og hvordan en munk har brugt mange år på at skabe dette pragtstykke. At det tager flere år at lave skyldes både de mikroskopiske detaljer, og at munken for at opnå den rigtige inspiration kun kan arbejde kort tid hver dag, da meditation er en stor del af arbejdet. Jeg har endelig fundet det, og jeg holder statuen i hånden. Mine øjne skinner, og jeg føler næsten, at jeg savler. Men bør jeg købe denne statue, der hører til i et tempel?
Bør jeg?
På en rejse såvel som i hverdagen foretager vi et utal af etiske overvejelser. I enhver værdiladet handling, hvilket, hvis man går helt i detaljer, vil sige stort set alle handlinger, vejer man for og imod, inden man udfører noget. De fleste handlinger udføres ud fra et på forhånd besluttet moralsystem (ofte ubevidst), men til tider kan det betale sig at stoppe op og tænke over, hvorfor jeg gør, som jeg gør.
Netop på en rejse bliver vores etiske overvejelser mere tydelige, da vi er i en uvant situation, hvor vores normale moralkodeks ikke altid er tilstrækkelig. Skal jeg give penge til tiggere? Kan jeg tillade mig at fotografere uden at spørge? Og et utal af andre, men her vil jeg koncentrere mig om købssituationer, hvor vi som turister/rejsende optræder med vores forholdsvis mange penge over for ofte mindrebemidlede mennesker.
De fleste har sorte og hvide områder, hvor vi ved, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Jeg ved, jeg gerne må købe en ny T-shirt med "Kuta Beach" trykt på, og jeg ved, jeg ikke må købe en levende orangutangunge. Men hvad med de grå zoner, hvor vi ikke så indlysende kan give et entydigt svar. Der er endvidere altid to sider af sagen. Der er købers side, og der er sælgers side. For vi køber ikke blot en flot souvenir, vi giver også penge til den lokale økonomi i almindelighed og den specifikke sælger i særdeleshed. Salg af souvenirs er i mange lokalsamfund en vigtigt indtægtskilde, og holder man sig til lokalfremstillede ting, kan man bestemt være med til at løfte den lokale økonomi.
For overskuelighedens skyld vil jeg opdele de etiske overvejelser i grupper, da der er forskellige overvejelser knyttet til de forskellige grupper. Opdelingen foretager jeg på baggrund af, hvilke souvenirs der er tale om. Jeg vil betegne gamle, antikke emner såsom Buddhahoveder, tempeludsmykning, skulpturer, mønter, forstenede knogler osv., som "bevaringsværdige objekter", der af den ene eller den anden årsag burde være på et museum. "Sjældne dyr og planter" er en forholdsvis velafgrænset gruppe, men det inkluderer også koraller, muslingeskaller osv. som faktisk ikke endnu er sjældne, men ofte fredede. Den måske mest omdiskuterede, gruppe, "brugsobjekter", består af en høvdings hovedpryd, en krigers spyd eller private smykker.
Bevaringsværdige objekter.
Når jeg alt for ofte har stået og kigget på gamle templer, der er rippet for udsmykning. Når jeg savnede Buddhas hoved så mange steder i Bagan, at jeg opgav at tælle. Når jeg hører, at hele murer bliver forsøgt stjålet og udsmuglet fra Angkor Wat. Når jeg selv bliver tilbudt at komme med om bag templet og lige se, hvad vagten kan tilbyde. Ja, så frygter jeg for, hvad der vil være tilbage til kommende generationer eller blot til mit næste besøg. Vel er det fristende, for hvem gider have en masseproduceret statue, når muligheden pludselig byder sig for at skaffe dette sjældne objekt, som der med garanti ikke er andre, der har.
Bekvemt forsvarer vi os selv med tanker som "hvis jeg ikke køber det, er der bare en anden, der køber det". Men er det da ikke oplagt? Jo, det er oplagt, og nok ikke helt forkert. Men etisk set er det et meget dårligt forsvar, og det ved vi godt, for hvis alle tænker sådan, er det klart, at der om kort tid intet ville være tilbage. Tænk blot på, hvor mange årligt besøgende der er til f.eks. Angkor Wat. Hvis hver besøgende tog blot en lille sten med sig, vil jeg gætte på, at denne verdens største religiøse struktur ville være forsvundet i løbet af forholdsvis få år.
At ting bliver, hvor de hører til, kræver klart en holdningsændring hos rejsende. Tænk blot på, hvordan Carsten Jensen, som vel at mærke ikke er Berejst, i sin bog "Jeg har set verden begynde" gladelig køber tempeldele, og dermed giver en form for legitimering til at gøre det samme. Han vejer nok lidt for og imod, men han køber det og sælger en bog, hvori han fortæller, at blot du har lidt dårlig samvittighed, så kan du gøre ligeså. Udover den dårlige samvittighed, som mange nok vil have, er der i mange lande love mod at eksportere kulturskatte. Det kan enten give straffe eller i det mindste, at objektet bliver konfiskeret ved grænsen eller i lufthavnen.
En mulig løsning kunne være at holde sig til enten at købe reproducerede souvenirs, som fås særdeles gode, at holde sig til nye ting, som klart ikke er stjålet noget sted, eller at indkøbe de fantastiske, sjældne ting i autoriserede antikvitetsforretninger, hvor man får et diplom for ægtheden, og alt er i orden. Alle disse forslag har negative sider for, hvis man køber en reproduktion, er det jo ikke den ægte vare, hvis jeg kun køber nye ting, ender jeg med et skab fyldt med T-shirts, der reklamerer for alverdens strande, og hvis jeg skal i en antikvitetsforretning ender souveniren med at koste mere end selve rejsen, og man har stadig ikke løst problemet med, at objektet faktisk er blevet fjernet fra et tempel.
Sjældne dyr og planter.
Denne gruppe kommer de færreste af os nok direkte i kontakt med, for vi er vel ikke ved at samle ind til en zoologisk have. Men indirekte kommer vi ofte i berøring med dele af dyr og planter, som måske ikke burde sælges. Tænk blot på tasken lavet af krokodilleskind, slangebæltet, elfenbensstatuen eller knust tigerpenis (og meget anden kinesisk medicin) og mange andre. Efter at have set menuer på restauranter i Hanoi, der tilbyder alt fra aber til slanger, har jeg udvidet gruppen til også at indeholde forskellige eksotiske måltider. Det er en købssituation, selvom det kun er en oplevelsessouvenir eller souvenirs i form af de tiloversblevende dele fra dyret. Men er dyret fredet eller på anden måde udrydningstruet, så skaber situationen de samme overvejelser som direkte souvenirkøb.
Jeg kan huske, hvordan jeg selv under en rejse over Kalimantan (indonesisk Borneo) hvor min ven og jeg var på vandring over midten af øen for at nå fra de østlige floders slutpunkt til de vestliges udspring, endte i en situation hvor min etiske sans blev vakt. Til denne færd havde vi hyret to gamle hovedjægere til at hjælpe os med at finde vej og skaffe mad. En dag, da de havde været på jagt, kom de stolte tilbage til lejren med en nedlagt næsehornsfugl. Strålende af stolthed holdt de dette prægtige dyr i de udspændte vinger. Med sit store og meget eftertragtede næb hang fuglens hoved ned på det fjerklædte bryst, der var farvet rødt af blodet fra skudhullet. Min første indskydelse var "wau, en flot fugl" og "mums, så er der andet end ris på menuen i dag". Men mens fuglen blev flået, og vi tilberedte den, tænkte jeg mere og mere på, at denne situation ikke var helt optimal. Hvordan kunne jeg sidde her og spise et dyr, der nærmest er symbolet på truede dyr?
Man kan måske narre sig selv med ideer om, at dyret jo er dræbt, så hvad gør det, om jeg køber/spiser det eller ej. Men her er det oplagt, at køber jeg det ikke, skydes dyret i bred forstand ikke. For kan sælgeren ikke komme af med en krokodilletaske, anskaffer han sig ikke en ny, og følger man kæden til ende bliver næste dyr naturligvis ikke skudt.
En spændende gråzonen er koraller eller sten, for det er utroligt fristende bare at samle en enkelt op, når de nu ligger spredt ud over hele stranden. Vi spørger os selv, hvad det kan gøre, når der nu er så mange. Men de fleste lande og myndigheder ser helst, at vi lader alt ligge på stranden igen udfra den viden, at der kommer utrolig mange mennesker, og at de forskellige dele, selvom de er nok så smukke, udgør et naturligt og nødvendigt led i marinebiologiens kæde. Man fristes til at citere en gammel klassiker "Take nothing but Pictures".
Igen er det værd at huske på, at man udover at være med til at ødelægge den skrøbelige økologiske balance, udsætter sig for de ofte strenge straffe, der er forbundet med at dræbe eller udsmugle truede dyr. De danske lufthavnsmyndigheder konfiskerer en lind strøm fra uvidende eller ligeglade turister.
Brugsobjekter
Hvem vil ikke gerne have høvdingens fjerbesatte hovedpryd hængende på sin væg? Eller hvad med shamanens maske over sengen? Fristelserne er mange, for det er brugsobjekter, der kan give os de mest personlige souvenirs. Ud af de tre nævnte grupper er der ingen tvivl om, at diskussionen omkring brugsobjekter er den mest vanskelige, da netop denne diskussion foregår i et stort etisk sumpområde. Mange vil sikkert endda mene, at der slet ikke er et problem, for hvis en person vil sælge, og en anden vil købe, samt hvis transaktionen er lovlig, så er man fri af problemer. Det er også først for nylig, jeg selv virkelig har fået øjnene op for denne problematik og har set, hvor store problemer salg af disse objekter kan give lokalbefolkningen.
Under en jeeptur i Vietnams bjerge kom min kæreste og jeg til Sapa, som er den største by i området, og der hvor lokalbefolkningen, som er forskellige bjergstammer i meget flot farverigt tøj, mødes til marked. Det er også det sted, mange turister uden for megen tid har mulighed for at se og opleve disse farverige folkeslag. Resultatet af denne store strøm af turister har haft sin pris. For at mildne effekten har et råd bestående af de ældre fra lokalsamfundene og de vietnamesiske myndigheder udarbejdet en brochure til alle besøgende turister, der beskriver, hvordan de bør opføre sig, mens de besøger byen. Omtalte lille stykke papir sad jeg en aften og nærlæste på mit hotelværelse, og et af punkterne, som jeg hæftede mig ved, var at man selvfølgelig gerne måtte købe de beklædningsgenstande, som de handlende i byen tilbød, men at man skulle undlade at forsøge at købe det tøj og de smykker, de havde på.
Først var jeg lidt overrasket, for hvem forsøger at købe det tøj, en anden person går rundt i. Men langsomt gik årsagen op for mig. For at holde prisen nede, og da tøjet jo aldrig skal bruges til andet end at hænge på væggen, er de varer som kvinderne tilbyder til salg, ikke af særlig god kvalitet. Men måske endnu vigtigtigere er, at de bliver lavet til turister, og dermed i vores øjne ikke er ægte.
Ofte er situationen den, at den lokale høvding (eller anden flot udsmykket person) gerne vil sælge, for han mangler penge, og vi turister vil gerne købe, for hvad betyder en håndfuld penge i forhold til at have denne hovedpryd, der faktisk er blevet brugt i helt autentiske ceremonier. Men problemet er meget dybere end som så. Vi kunne for eksempel forestille os, at nævnte hovedpryd er gået i arv gennem et utal af generationer og derfor i praksis er uvurderlig for denne stamme. Objektet kan endvidere have en religiøs betydning, og resultatet af, at det nu er blevet solgt, kan i værste tilfælde være, at den ceremoni, hvori det blev brugt, ikke længere kan gennemføres. Eller at shamanen ikke længere kan være shaman, fordi han ikke har den bestemte hellige hovedbeklædning, klokke eller andet, der satte ham i forbindelse med ånderne. Der findes også tilfælde, hvor folk har solgt det, der skulle have været deres medgift, og som resultat deraf kan de ikke blive gift. Ikke at kunne blive gift er selvsagt en katastrofe både for personen og, hvis antallet er stort nok, for hele stammen.
Jeg vil frem for alt ikke med denne artikel være "din moralsk løftede pegefinger", blot opfordre til en diskussion af de etiske overvejelser i forbindelse med souvernirkøb. Endvidere vil jeg håbe, at folk, der vælger det ene eller det andet, i fremtiden er mere velovervejede i deres beslutninger og mener at kunne forsvare deres valg.
Andre sider på wayout.dk der siger mere om rejseetik:
- Beskrivelse af mit foredrag om at rejse, rejseetik, kulturchok og kulturmøde.
Nikolaj Witte
Skt. Annagade 32
8000 Århus C
Tlf. 86181136
Mobil 22790384
foredrag@wayout.dk
For at bestille en pjece med beskrivelser af foredrag, se
.