|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
| ||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
Af Nikolaj Witte
Vi kender navnet Burma, som var det navn, landet fik under den britiske kolonitid. Militærdiktaturet har i dag skiftet tilbage til det oprindelige navn, Myanmar. Vi har hørt om undertrykkelsen af det burmesiske folk. Navnet på demokratibevægelsens leder, Aung San Suu Kyi, nævnes med mellemrum i nyhederne. Men hvad ved vi egentligt om landet og den befolkning, der lever der. Og kan jeg bruge mine penge til gavn for befolkningen uden at støtte militærdiktaturet? Det var nogle af de spørgsmål, jeg stillede mig selv, inden jeg rejste til Myanmar.
Stilhed. Knirk. Stilhed. Krutsch. Stilhed. Stilheden er massiv. Så massiv at man kan tage og føle på den, den bliver kun afbrudt at vores cyklers lidt forfaldne tilstand og lyden af dæk, der møder grus. Mørket er altomsluttende, men ikke skræmmende, mere som en rolig dyne, der ligger over hele verden inden den vågner. Med vores lommelygte forsøger vi at rive mørket itu og forsikre os om, at gruset, som vi kun kan høre, tilhører den rigtige grusvej. Vi kørte her i går i dagslys og var sikre på, vi ville kunne genkende stierne, men i mørket ligner de alle hinanden. Usikre fortsætter vi og håber
I dette før-morgengry kører min ven og jeg på vores to lejede cykler ud for at opleve, hvordan verden kommer til live endnu en morgen, som den snart har gjort det over Bagan i tusind år. Bagan er en forladt tempel- og pagodeby. Den er en af verdens allerstørste vidundere, som blev påbegyndt af Kong Anawrahta i 1057. De næste århundreder blev der opført den ene prægtige buddhistiske, religiøse bygning efter den anden. Siden blev området, som by, forladt, men templerne og pagoderne står der i dag som et minde om en storhedstid, men også som aktive, buddhistiske templer.
Snart kommer det første lys. Det er som vokser pagoderne op af jorden. Lyset er gråt og afslører ikke farverne i verden, men formen er ikke til at tage fejl af. Som en omvendt tragt titter spidsen op over trætoppene. Først får jeg øje på en til venstre. Så en mere og en mere. Snart dukker de også op til den anden side og lige foran os. En skov af disse former skabes omkring os i et svimlende antal. Med de første solstråler skinner toppen af Shwezigon Paya i guld. Det skærer i øjnene, som endnu ikke har tilvænt sig solens stråler, når morgnens gyldne lys reflekteres i guldet på toppen af pagoden.
Shwezigon Paya er en af hundreder af pagoder i området. Men det er også en af de første, som siden er blevet brugt som model for mange pagoder ud over hele Myanmar. Nok kaldes området forladt, men flere pagoder, også Shwezigon Paya, besøges ustandseligt af tilbedere, der enten drejer på traditionelle bedehjul, som hver gang de drejes udsender en bøn, eller ofrer røgelse, penge eller andet. Der er steder som minder om en ønskebrønd, hvor man giver en mønt og kan få et ønske opfyldt. Ønskerne kan varierer fra generelle ønsker om lykke til velbeståede eksamener i skolen.
Mens solen begynder at varme, finder vi en lille bod, der kan sælge os noget morgenmad. Udvalget er ikke stort, for burmesere fortrækker nudelsuppe til morgenmad, og der sælges ikke andet. Skønt vi som danskere ikke er vant til varm mad, og da slet ikke suppe, så tidligt om morgnen, smager det dejligt, og snart falder vi i snak med en mand, der også har bestilt sin morgenmad. Som mange burmesere, vi har mødt, starter han ud med lidt småsnak og kigger sig omkring for at sikre sig, at ingen lytter. Men så fortæller han gladeligt. Han kører en taxa, men var ansat på et universitet som underviser, da militæret tog magten. Militæret lukkede alle universiteter, fyrede alle undervisere og gjorde alle de studerende arbejdsløse.
Jeg prøver at komme ind på spørgsmålet om turister. Verdenssamfundet har opfordret alle turister til at blive væk fra Myanmar for ikke at støtte diktaturet, men jeg ønsker at finde ud af, hvad den almindelige borger mener. Regeringen har sikret sig stor kontrol med turister og deres penge. Ved ankomst til landet skal man veksle 300 dollars til en form for turistpenge, der hedder FEC, og man bliver bestemt stoppet af soldater, hvis man forsøger at rejse uden for de tilladte områder. Men vores nyfundne ven forklare, at "forbudet" er beregnet på såkaldte pakketurister, hvis penge uden tvivl ender i regeringens lommer, mens individuelle rejsende, mener han, kan gøre mere gavn end skade. Blandt andet mener han, at den viden om omverdenen, som vi kan bringe til burmeserne, og den viden om burmeserne, som vi kan bringe ud til omverdenen, er uvurderlig. Men han forklare også, at de penge, som vi netop har betalt for vores nudelsuppe, og som dermed slipper helt uden om regeringen, falder på en meget tørt sted, da den burmesiske befolkning er en af verdens fattigste. Med løftet om at fortælle omverdenen om hans land takker vi for snakken og cykler videre ud mellem pagoderne.
Andre sider på wayout.dk der siger mere om Myanmar:
- Beskrivelse af mit foredrag om Myanmar, hvor Buddha græder.
Nikolaj Witte
Skt. Annagade 32
8000 Århus C
Tlf. 86181136
Mobil 22790384
foredrag@wayout.dk
For at bestille en pjece med beskrivelser af foredrag, se
.