Blandt Nepals majestætiske bjergtinder. Af Nikolaj Witte Vi, min kammerat og jeg, havde vandret i flere uger med alt for mange kilo på ryggen. Vores ben var trætte, vores rygge ømme, vores hår fedtet, vores tøj beskidt, vores maver sultne og vores kroppe tæret for fedt og energi, men højdepunktet for vores trek til Makalu Base Camp i det uberørte østlige Nepal skulle nås i morgen. Klokken er fire om morgnen, da alarmen på mit armbåndsur forsøger at vække os. Det er bælgravende mørkt og frysende koldt. Det tager lidt tid, før musklerne kan bevæge sig, og vi får tændt ild i et par sprittabletter. Vandet i vores feltflasker er bundfrossen og ikke til megen hjælp, så før vi kan få en lindrende kop te, skal vi have tøet noget sne. I denne mørke og kolde verden bliver alle vores bevægelser mekaniske. Jeg føler mig som en forprogrammeret robot, hvor mine lemmer forhåbentligt selv ved, hvad der skal gøre og bare lystrer. Kroppen gør som den skal, og inden længe sidder vi med hver sin kop dampende, varme te og et par kiks og venter blot på det første lys. Vi har besluttet at vente, til vi kan se ved naturligt lys frem for at benytte lygter, da vi mener at have tid nok og bestemt ikke ønsker at fare vild i denne endeløse sneørken. Endelig kommer lyset. Indpakket i lag på lag af isolerende og svedtransporterende tøj med tykke jakker og overtræksbukser yderst begiver vi os af sted. Det er dejligt at bevæge kroppen, og inden længe er nattens kulde trampet ud af de stive led, og musklerne har fundet deres egen rytme. Så tidligt om morgenen er alt stadigt stivfrossent, og stilheden hersker. Kun de højeste bjerges tinder stråler i et fantastisk gyldent skær, og lyster storslået i det dunkle morgenlys. Der gror intet her i næsten femtusinde meters højde. Der er kun klipper og sne. Og dog, ikke langt fra vores sti lander pludselig en kulsort fugl. Den ligner en ravn, men mine tanker spørger sig selv om, hvad en ravn laver i denne højde, hvor vi intet levende har set. Men nu med solens første gyldne stråler, der begynder at ramme os, vågner min bevidsthed til fulde, og jeg bemærker, at over alt omkring mig er sneen, hvis man kigger godt efter, fyldt med spor efter dyr. Denne smukke, men golde verden narrer, for der lever både dyr og, under sne og is, planter og blomster. Mig og min kammarat foran Makalus fantastiske bjergtinde Nu hvor solen rammer sneen og isen omkring os, blænder lyset voldsomt, selvom vi begge har skibriller på. Med solen kommer varmen. Først mærker vi det i kroppen og må tage noget af tøjet af, så mærker vi det i sneen som bliver blød. Snart begynder det at være vanskeligere at gå på stien. Stien er et tyve centimeter bredt spor af is i al sneen og ikke en egentlig sti. Solen har nu smeltet det øverste lag af isen og stien er blevet glat som en skøjtebane. Løsningen er i begyndelsen at gå ved siden af stien, i sneen, som stadig er frossen nok til at bære vores vægt. Men snart er sneen blevet for blød til at bære og giver efter. Først synker vi i til anklerne, så til knæene, og til sidst står vi alt for ofte i sne til over maven. Heldigvis overvældes vi mere af den storslåede natur og de majestætiske bjerge, der omringer os, end vi bander over stien, der er ved at forsvinde. Området er så fantastisk smukt, at jeg mangler ord til at beskrive det. Ned langs stien, fosser en flod der glimter voldsomt om kap med genskæret fra sne og is. Da floden drejer til venstre, hvor vi drejer til højre, står vi pludselig for enden af en kridhvid dal, hvor bjergene tårner sig op på hver side, og for enden af dalen ligger vores mål : Makalu, verdens femte højeste bjerg. Sprængfyldte med ny energi næsten løber vi mod foden af denne massive kæmpe. Men som altid her mellem bjergene bliver vores sans for proportioner snydt, og der er meget længere, end der så ud til, og først timer senere står vi der endelig. Som mus ved himmelbjergets fod står vi og kigger opad mod denne knejsende kæmpe på 8463 meter og, aldrig, aldrig nogensinde har jeg følt mig så lille. Andre sider på wayout.dk der siger mere om min rejse gennem Vietnam i 2002-03: - Beskrivelse af mit foredrag om min rejse gennem Nepal. - Kort fakta om landet Nepal og min rejse gennem.	Foredrag kan bookes ved henvendelse til: Nikolaj Witte Skt. Annagade 32 8000 Århus C Tlf. 86181136 Mobil 22790384 foredrag@wayout.dk For at bestille en pjece med beskrivelser af foredrag, se .
	Top	Kontakt:
	Søg | Copyright | Sitemap | Kontakt	foredrag@wayout.dk