Glædelig jul i Phnom Penh. Af Nikolaj Witte Jeg forsøger at strække mig dovent på sengen. Solens stråler fylder værelset med et fantastisk gyldent lys. Hele bygningen, der med sit bliktag virker som en solfanger, sitrer af varme. Jeg er blevet fuldstændig fanget af mit sølvgrå silkelagen, der fungerer som min dyne, men mere føles som et klamt svedvådt reb, jeg er blevet bundet med. Mit hjerte banker unaturligt hurtigt, da kroppen forsøger at slippe af med varmen, og jeg opgiver at sove videre. Pludselig slår tanken mig, det er ikke en hvilken som helst dag, det er juleaftensdag. Julen, min klare yndlings helligdag, har sneget sig ind på mig, uden jeg har opdaget det. Midt i min glæde over at opdage julen, bliver jeg ramt af en følelse, jeg efterhånden kender så godt, at den ikke længere skræmmer mig. Jeg er ikke klar over, hvor jeg er. Efter at have været på farten over et halvt år og have sovet i et utal af senge i et utal af forskellige hoteller sker det tit, at de første minutter, sikkert kun sekunder, om morgenen domineres af en tvivl og undren over, hvor jeg befinder mig. Stille og roligt kigger jeg mig omkring. Til venstre får øje på min kæreste, der stadig sover, til højre ser jeg døren med det stærke metalgitter foran, der straks fortæller mig, hvor jeg er. Jeg er i Phnom Penh, Cambodjas hovedstad, og de fængselsagtige metaltremmer for døren minder konstant en om Cambodjas pressede sikkerhedssituation. I dag er der heldigvis ikke så stor brug for dem, som der var for bare få år siden. Pernille rører på sig, slår øjne op og alle tanker om bevæbnede natlige angreb forsvinder som dug for solen, da hun med et lille smil mumler et glædelig jul. Efter en hurtigt morgenmad finder jeg min nissehue frem. Jeg var så heldig, at jeg på et marked i Vietnam blandt tusinder af andre mærkelige ting fandt en nissehue. Hvordan skulle man kunne holde jul i stegende hede uden sne eller familie, hvis det ikke lige var for nissehuen. Vi har store planer for dagen, så der er ingen tid at spilde. Det er kun anden gang, jeg holder jul væk fra familien, men jeg har besluttet at lave det til en tradition at tage billeder og sende dem hjem. Så iført min nissehue posere jeg foran forskellige af Phnom Penhs vidundere. Vi finder nationalmuseet, banegården, templer og andre smukke bygninger. Et billede får os til at stoppe op og grine lidt af os selv. Titlen på billedet kunne have været 'Nikolaj holder jul på en asfalteret vej'. Efter lidt tid i Phnom Penh er der mange ting, der er vendt på hovedet. Sådan er det også med gaderne. Lige da vi ankom, lagde vi mærke til de mange gader, der enten slet ikke er asfalterede, men blot en gullig stenet grusvej, eller hvor asfalten er så ødelagt, at alle ville ønske, den slet ikke var der. Efter et par uger i Cambodja tænker jeg ikke længere over de veje, der ikke er i orden, men kigger altid en ekstra gang, når vejen har en glat sort kørebane af noget så fantastisk som asfalt. Da Phnom Penh i alt har fire rigtigt asfalterede gader, syntes jeg bestemt, det må gælde under kategorien vidundere. Jeg er dog ikke sikker på, at familien derhjemme vil forstå, hvorfor det er så fantastisk at stå midt på en vej iført nissehue, asfalt eller ej. Da vi i vores jagt på julebilleder ender i Wat Ounalom, et tempel i nærheden af det kongelige palads, sidder der pludselig en munk inde i skyggen og smågriner, mens han peger på min pudsige hovedbeklædning. Han er en ung mand, midt i tyverne, kun iført munkenes traditionelle karrygule lagen, bare fødder, kronraget og med en livlighed og glæde spillende i sine mandelformede, mørkebrune øjne. Han inviterer os ind i skyggen af nysgerrighed over min røde hue. Jeg giver mig ud i en længere forklaring af julen. Ideen med at det er Jesus' fødselsdag, forstår han udemærket, for han fejrer også Buddhas fødselsdag. Jeg fortæller, at vi normal mødes med vores familier for at danse, synge, spise god mad og bare hygge os, men at vi i år er meget langt væk fra vores familie. Han har været i dette kloster i flere år, og kun meget sjældent kan han skaffe penge til at komme hjem til sin familie, der bor i en lille landsby i den nordlige del af landet, så savnet kender han kun alt for godt. Det er derfor godt, mener han, at vi er kommet forbi, for så kan vi savne vores familier sammen. Da jeg fortæller ham, at vi altid giver og får en masse gaver juleaften, lyser han meget op, for, som han siger, han tager altid en gave med hjem til sin familie, og det giver ham en stor glæde at give. Der er ingen tvivl for ham, det er vigtigere at give end at få, for den virkelige gave ligger i at kunne glæde dem, man giver. Jeg kan kun være enig, men mine tanker ender dog ved strøget, pakket til bristepunket med juletravle mennesker, der alle kunne stille op til DM i skubben og masen. Ideen om at tage et træ ind i huset og hele konceptet om sne får jeg aldrig helt overbevist ham om. Han spørger mange gange ind til, hvorfor vi dog vil ødelægge et træ og forsøge at plante det indenfor, når det nu stod og så smukt ud, hvor det var. Jeg forsøger igen og igen at forklare ham, at vi danser rundt om det, og at vi i Danmark ikke kan være så meget ude i naturen, som han kan, da det er for koldt, og derfor forsøger vi at få lidt natur ind i stuen. Lige lidt hjælper det. Til sidst nikker han dog høfligt, og vi snakker videre om alverdens andre emner. Efter lang tids samtale om Cambodjas fremtid og fortid, cambodjaneres arbejdsmoral, turisternes påvirkning af landet, korruption, landminer og den evige frygt for banditovergreb, der konstant hviler over alle cambodjaneres hoveder, må vi dog til sidst sige tak for snakken og komme videre. Inden vi helt slutter udveksler munken og jeg emailadresser for at vi ved en senere lejlighed kan fortsætte vores diskussion. Pernille og jeg følger derefter den hyggelige og populære promenade, som løber langs Tonlé Sap floden, hvor der findes et par småtempler og masser af små boder, som sælger kolde drikke, cigaretter og tempelpynt. Boderne, tit ikke mere end en ældre dame med en spand fyldt med sodavand nedkølet med isklumper, står i skærende kontrast til de fornemme og dyre turistrestauranter på gadens modsatte side. Det er her, Phnom Penhs velhavende hvide befolkning mødes, og i dagens anledning reklamerer alle restauranterne om kap for at invitere til juleaften. Med kunstige julemænd og store julehjerter forsøger de at fange vores opmærksomhed, til nettop deres overdådige middag til kun et lille antal dollars, der vel svarer til en årsløn for mange cambodjanere. Lidt frastødt af dette, eller misundelige over at vi ikke har råd, finder vi en dame med en spand, forhandler lidt og ender med hver sin sodavand med sugerør mod at love at komme tilbage med flasker og sugerør. Da vi senere går forbi Phnom Penhs nok fineste, i hvert fald mest berømte restaurant og klub, Foreign Correspondents' Club, får vi straks humøret tilbage. En velvoksen herre, der fylder godt i gadebilledet, kommer svedende og prustende ned af trappen og ud i den cambodjanske virkeligheden. Straks springer en af byens utallige motorcykelchauffører ned fra sin parkerede og efter danske standarter for længst udtjente scooter, tager kasketten af og laver en dårlig efterligning af en tigger. Herren er tydeligvis irriteret, over at virkeligheden findes udenfor hans lille lomme af ikke-Cambodja, og ikke spor i julehumør. Nu skraldgriner alle de andre motorcykelchauffører, som er samlet for at følge optrinnet, og den unge mand med kasketten kan heller ikke holde masken længere. Han giver sig i kast med en parodi først af turisten og bagefter af sig selv. Chaufførerne gør tydeligvis fuldstændigt grin med den ældre herre, og det lykkes, fordi han ikke forstår, at en mand med ære i sit job selvfølgelig ikke tigger om penge, han arbejder for dem. At den lidt gnavne herre ikke ejer skyggen af selvironi, gør kun situationen værre. Chaufføren får øje på os, der står og griner af dem alle sammen, og laver et lille teatralsk buk med den falmede kasket i hånden. Jeg takker for den gode forestilling ved at lette på min nissehue og ønske ham glædelig jul. De spørger os, om de skal køre os noget sted hen, men vi takker pænt nej, for vi skal kun lige ned i supermarkedet. Phnom Penh har et imponerende udvalg at "rigtige" supermarkeder. De passer på mange måder overhovedet ikke ind i byens stemning og helhedsindtryk, men tilsammen er det Phnom Penh på godt og ondt. Da Cambodja er det land i verden med flest hjælpeorganisationer, og dermed en meget stor permanent befolkning af vesterlændinge, har dette skabt et stort behov for vesterlandske produkter og indkøbsmuligheder. Alle priserne er i amerikanske dollars, og alt koster mere end på de lokale markeder, men tilgengæld kan man købe et utal af produkter, som jeg bestemt ikke forventede at finde i Cambodja. Med julen bankende på døren er intet for godt og intet for meget, så i dagens anledning fylder vi kurv på kurv i de dyre supermarkeder. Vi ender med fire indkøbsposer fyldt til bristepunktet med risalamande på dåse, to grillkyllinger, fransk rødvin, cambodjansk whisky (eller rom hvis man ikke læser på etiketten, men smager på det), århusianske øl, brunsovspulver, syltede agurker og selvfølgelig tonsvis af slik. Heldigvis holder der et par motorcykeltaxaer ude foran, så dem hyrer vi. Da Pernille kun lige er ved at lære principperne ved at sidde bag på en cambodjansk motorcykeltaxa over de evindelige bump i Phnom Penhs gader, forsøger jeg at styre alle fire poser, så hun kan holde fast med hænderne. Lidt mere støvede, men i live, kommer vi gennem gruset til vores hotel. Vores hotel, et af de mange billige der findes omkring Boeng Kak, byens centrale sø, byder på byens bedste solnedgang. Mens søen forvandles til guld i et så kraftigt lys, at man bliver blændet, pakker vi ud. Vi har boet her så længe, at jeg har fået lov til at låne køkkenet til at forberede vores julemiddag. Så mens Pernille vasker det værste støv af og får festtøjet på, hakker jeg løg og skræller kartofler til stor underholdning for det cambodjanske køkkenpersonale. I starten står de lidt væk og følger nysgerrigt med, så begynder de at fnise, så griner de, og til sidst er de ved at falde over hinanden for at hjælpe mig. Det er ikke hver dag, der står en mand i deres køkken, og så oven i købet en hvid mand iført rød hue med en hvid bold i toppen. Snart syder og bobler flere gryder, og jeg giver ordrer til højre og venstre, men kyllingerne vil jeg selv stege. Uden en ovn er gode råd dyre, men jeg har udtænkt en stegemetode, der er endnu bedre. Jeg skruer helt op for gassen under en stor wok, så flammerne står ud i alle retninger, fylder godt med olie i og supergriller kyllingerne. Aldrig har en kylling været så sprød. Snart står middagen på bordet, og Pernille er blevet smukkeseret. I vores iskolde århusianske øl skåler vi endelige julen ind med tankerne på vores familier i Danmark. En jul så langt fra hjemmet kan også være glædelig, omend noget anderledes. Andre sider på wayout.dk der siger mere om min rejse gennem Cambodja i 2002-03: - Oversigt over min rejse gennem Asien i 2002-03, med bla. Cambodja. - Beskrivelse af mit foredrag om min rejse gennem Vietnam, Laos og Cambodja. Kort fakta om Cambodja og min rejse igennem.	Foredrag kan bookes ved henvendelse til: Nikolaj Witte Skt. Annagade 32 8000 Århus C Tlf. 86181136 Mobil 22790384 foredrag@wayout.dk For at bestille en pjece med beskrivelser af foredrag, se .
	Top	Kontakt:
	Søg | Copyright | Sitemap | Kontakt	foredrag@wayout.dk