Glimt fra Skt. Petersborg. Af Nikolaj Witte Vi, min kæreste Pernille og jeg, besøgte Skt. Petersborg som del af en rejse til Kina (og videre). Det er en fantastisk by med utrolig mange smukke bygninger og stille promenader, men her vil jeg fortælle et par af de historie der ikke står i guidebogen. En varm ankomst Det var tidlig eftermiddag, da vores tog fra Helsinki langsomt gled ind på en banegård i Skt. Petersborg. Efter nogen hiven og rusken i håndtaget åbnes døren, og en varmebølge slår ind i toget. Det er stegende hedt udenfor. Måske er det i virkeligheden ikke så varmt, det er mere det uventede i varmen der overrasker. Skulle Rusland ikke være kold? Jeg har da set masser af film, hvor handlingen foregik i Rusland, og der så altid meget koldt ud. Jeg tror aldrig, jeg har set en film med russere, der soler sig i bagende varme. Med vores vinterjakker og alt for store rygsække trasker vi ud i den varmeste sommerdag, Skt. Petersborg har haft i 27 år. På perronen forsøger vi at slippe ud af overtøjet og samtidig at skabe lidt overblik. Det virker særdeles kaotisk. Der er tusinder af russere, alle på vej et eller andet sted hen, med masser af bagage og store kasser. Efter et par forsøg på at spørge om vej, på engelsk, opgiver jeg. Ingen smiler og ingen snakker engelsk. Med rygsækkene godt surret fast på ryggen begynder vi at lede efter en udgang. Når alt er kaotisk, og overblikket mangler, har jeg altid fundet det klogest at tage tingene ned på de helt basale trin og så søge at løse dem en ad gangen. Udenfor banegården finder vi en trappe, som der så ofte er foran en banegård. Nysgerrige efter dette lidt mærkelige land vi er kommet til, og undrende over den kaotiske, men meget livlige folkemængde der maser i alle retninger, smider vi rygsækkene på trappen for at gøre status. Vi har navnet på et hotel, som vi har booket hjemmefra, så det burde være ligetil. Desværre har vi navnet skrevet med latinske og ikke cyrilliske bogstaver, så det hjælper ikke det store. Ingen kan læse det, og ingen forstår det tilsyneladende, når jeg lidt klodset forsøger at udtale det. Heldigvis har vi også navnet på den metrostation, vi gerne skulle ende på, da hotellet (det står på vores papirer) ligger lige i nærheden. Og en metro må vel være til at finde. Men pludselig går det op for mig. Selv i Rusland skal man vel betale for metroen, og vi har slet ikke tænkt på penge. Det tager ikke lang tid at tænke alle de tanker, der er at tænke om penge : Vi har ingen. Rubler og colaer Efter sigende skulle visakortet kunne bruges overalt i Rusland (i hvert fald i Skt. Petersborg og Moskva), så jeg efterlader Pernille på trappen og begiver mig i højt humør ud for at finde en pengeautomat. Området er fyldt til bristepunktet med små boder, men tilsyneladende ingen automater. Med ét ser jeg noget, der ligner en metrostation. For det første skulle vi jo bruge en metro for at komme til hotellet, og for det andet er der altid en pengeautomat ved en metrostation (tror jeg nok). Ganske rigtigt, det er en metrostation, og der er sandelig ikke bare en men hele tre pengeautomater. Med mit visakort i pengebæltet nede i bukserne og et ufatteligt antal af russere, der maser i alle retninger, tænker jeg mig kort om og gør det eneste, som man sikkert ikke burde gøre. Jeg stiller mig over i et hjørne og ser dobbelt så mærkelig og suspekt ud, mens jeg forsøger at frembringe kortet uden at tabe bukserne. Med kortet i hånden og en del stirrende øjne hvilende på mig går jeg målbevidst mod maskinen. Alt fungerer storartet, maskinen tager mit kort, beder om koden og spørger mig, hvor mange rubler jeg ønsker. Det er her det slår mig : Hvor meget er en rubel værd? Hvordan skal jeg vide, om jeg hæver 20 kr. eller 2000 kr.? Hmm, jeg trasker tilbage til min kæreste for at spørge, om hun har løsningen på mit lille problem, men nej, hun ved det heller ikke. På vej tilbage til maskinen (uanset beløbet er vi nødt til at skaffe nogle penge) kommer jeg til at tænke på, at der overalt i verden findes en international valuta. Det er en klæbrig, brun væske, der bobler, og den er påfyldt små glasflasker med røde etiketter med ordet "CocaCola". Som nævnt er der et utal af små boder, som sælger alt i kiks, bolsjer og meget andet i farvet papir og heldigvis for mig også små flasker med cola. Med lidt fagter lykkes det mig at spørge om prisen, og udfra ideen, at en cola altid, bortset fra i Skandinavien og Himalaya, koster 2-3 kr. flasken, udregner jeg rublens værdi. Senere, da vi får tjekket kursen, finder jeg ud af, at jeg har ramt utrolig præcist. Morgenmad på russisk. Da vi næste morgen står op, bliver jeg færdig og klar til morgenmad inden Pernille, så jeg smutter ned i receptionen, da morgenmad er inkluderet i prisen. Jeg finder en større samlig russere, som står og venter. Med lidt fagter lykkes det mig at slå fast, at de også er på jagt efter morgenmad, så jeg venter pænt sammen med dem. Efter lidt venten bliver dørene til restauranten åbnet, og vi strømmer ind og kaster os over hver sin stol. Jeg prøver at holde en plads til Pernille, men da folk bliver ved med at komme, og der tydeligvis ikke er stole nok, bliver det sværere og sværere. Jeg prøver at kommunikere lidt med mine bordfæller, men som med alle andre russere, vi har mødt, er de ikke interesserede i at smile. Nå ja, snart kommer der en tallerken med mad på. Maden består af en meget grå, meget udkogt pølse. Den har de her små, grå hår strittende ud til siderne og dufter lidt som kogte indvolde. Men der er mere på tallerknen. En stor klat pasta, dog så sammenkogt at man må bruge kniv. Heldigvis er der også en klump friturestegt dej, som drypper af olie. Nu tænker du måske, at det ikke lyder som verdens bedste morgenmåltid, men så er du ikke sulten nok. Så jeg kaster mig ud i at skære den grå pølse over. Endelig får jeg et lille smil frem på læberne af den russiske familie overfor. Det smager slet ikke så slemt, faktisk smager det ikke meget værre, end det ser ud. Snart dukker Pernille op lige i rette tid til at få en tallerken. Så opdager vi, at der står et par russere uden morgenmad, faktisk står der præcist to. Det opdager servitricen også, og hun begynder åbenlyst at lede efter de vandaler, der har stjålet de stakkels menneskers pladser. Familien overfor os begynder nu virkelig at smile og spørger os om noget på russisk, som vi kun kan smile og svare "sorry, don't know" til. Jeg dukker hovedet lidt og gafler videre i min morgenmad, som jeg efterhånden er blevet glad for, eller i hvert fald tilvænt til. Vi kan dog ikke blive ved med at gemme os, og snart har babuskaen indkredset os og råber noget på russisk til os. Lidt måbende kigger vi op. Vores bordfæller griner nu og svarer babuskaen, højst sandsynligt at vi ikke forstår en klap russisk. Så bliver de store ord taget frem, og denne lille, men kraftige dame iklædt en sort kjole i groft stof, et forklæde i en ubestemmelig farve og håret strammet tilbage i noget, der minder om en knold, råbte fuldstændigt uprovokeret "STAND UP!!!!". Hun har en af de her stemmer, hvor hjernen bare slår fra, og kroppen reagerer. Så knap er ordene faldet, før vores knæhaser i et snap rammer stolen, så vi i en og samme bevægelse begge er på benene. Fra et bagholdsangreb står endnu en babuska straks klar til at gribe og fjerne stolene for at hindre ethvert forsøg på at genindtage vores pladser. Vi ser nok mere end rådvilde ud, for vores nye venner ved bordet smiler og får sagt noget, der i mit hoved mindede om "no problem". Men det mildner ikke den vrede babuska, der med små sorte øjne, godt gemt under store buskede øjenbryn, stirrer på os. Hendes engelske ordforråd er tydeligvis opbrugt, for nu bliver alt råbt på russisk. Ingen spiser længere, alle stirrer på os. Langsomt hæver hun hånden og peger direkte på os med en lille, tyk finger. Hvis vi ikke forstår, hvad hun råber på russisk, så forstår vi, at hun genner os gennem nogle døre i bageste ende og ud af rummet. Pludselig opdager både hun og jeg omtrent samtidig, at jeg stadig klamrer mig til min tallerken med den grå pølse. Jeg må have grebet den i kampens hede og knuger den nu med begge hænder. Jeg ønsker ikke at skille mig af med min nyfundne ven, den grå pølse. Men et enkelt blik og en russisk kommando, der lyder som et pistolskud, får mig til langsomt at stille tallerknen fra mig, som helten i en amerikansk film må opgive sin pistol, når han indser, at det er absolut sidste udvej. Vi følger fingerens retning mod de mørkebrune døre for enden af spisesalen. Til vores store overraskelse er det ikke KGBs hovedkvarter, der gemmer sig bag de let knirkende dobbeltdøre. Det er turisternes del af restauranten, og snart bliver der serveret rygende varm kaffe, rigtigt brød, spejlæg og marmelade. Ikke nær så spændende som den grå pølse, men det kan vel spises i mangel af den ægte vare. Resten af vores tid på hotellet vedbliver babuskaen med at stirre mistroisk på os, vi har trods alt forsøgt at infiltrere det russiske morgenbord. Snart er tiden gået, og vi forsøger at smile farvel til hende, men uden at det bliver gengældt, rejser vi videre mod Moskva. Andre sider på wayout.dk der siger mere om min rejse i Skt. Petersborg og gennem Rusland i 2002-03: - Oversigt over min rejse gennem Asien i 2002-03, med bla. Skt. Petersborg. - Beskrivelse af mit foredrag om min rejse med Den Transsibirske Jernbane. - Kort fakta om landet Rusland og min rejse gennem.	Foredrag kan bookes ved henvendelse til: Nikolaj Witte Skt. Annagade 32 8000 Århus C Tlf. 86181136 Mobil 22790384 foredrag@wayout.dk For at bestille en pjece med beskrivelser af foredrag, se .
	Top	Kontakt:
	Søg | Copyright | Sitemap | Kontakt	foredrag@wayout.dk