Med tog titusind kilometer øst for Frederiksbjerg. Af Nikolaj Witte Som så mange andre morgener kørte toget ud fra perron fire på Århus Hovedbanegård. I de flestes bevidsthed kørte det ikke længere end til København, men for os, min kæreste Pernille og jeg, var København blot første station, vi skulle skifte tog. Vi havde netop kastet os over verdens længste jernbanestrækning, også kendt under navnet Den Transsibirske Jernbane. At Den Transsibirske Jernbane først har sit udgangspunkt fra Moskva, ændrede ikke på, at vi var fast besluttede på at rejse over land hele vejen fra Århus i vest til Kinas hovedstad, Beijing, i øst. For os ville det være forkert at flyve, da et af formålene med rejsen var at besvare spørgsmålet om, hvor langt der er til Asien. Endvidere gav en tog- og færgerejse os muligheder for at opleve den berømte stockholmske skærgård, at stoppe i trendy Helsinki og se smukke Skt. Petersborg på vejen til Moskva. Efter over en uge på farten og at have beundret den berømte kirke udenfor Kreml med sine løgformede kupler, Skt. Basils Katedral, steg vi en sen aften op på trinbrættet til en togvogn, der skulle være vores rullende hjem de næste fem døgn. Kupeen, som vi var blevet tildelt, var noget spartansk, med sæder overfor hinanden, der om aftenen skulle fungere som senge, og over dem yderligere to senge, der kunne slås ned, og et vindue med et par falmede gardiner. Men hvad mere havde vi brug for. Det var en firemands kupe, men vi var kun tre, vores nyfundne rejsefælle Demetrikov, Pernille og jeg selv. Inden de fem døgn var tilendebragt, var vi blevet gode venner med Demetri, som han foretrak at blive kaldt. Han var en moskovit på 39 år, med busket sort overskæg og altid i ført en blå T-shirt. Som del af en forskerekspedition rejste han fra Moskva til Ulan Batar, Mongoliets hovedstad. Hans specifikke felt var geologi, men de andre deltager på ekspeditionen var både af vidt forskellig nationalitet og med meget forskellige forskningsområder. Det var dog kun den russiske del af ekspeditionen, der ikke kunne skrabe sammen til flybilletten og derfor netop nu sad og bumlede gennem Sibiriens kæmpemæssige skovområde, kendt som Taigaen. Snart faldt vi ind i en rytme, som bedst kan betegnes som togets rytme. Toget var som et lille univers, der bumlede hen over skinnerne time efter time, dag efter dag. Vi var et lille samfund på skinner uden for den omkringliggende tid, da vi inde i toget hele vejen forblev på Moskva tid, som til sidst var meget forskudt i førhold til solens tid. Det blev lyst ved to-tre tiden om natten og mørkt tidligt om eftermiddagen. Alt går også langsommere, i et mere sindrigt tempo, når ingen skal nå noget, ja faktisk er det intet, man kan nå, for der er ingen steder at gå hen, og intet man kan give sig i kast med. Og igen passer det ikke helt, for toget byder på et utal af aktiviteter, når man først for øjnene op for dem. Aldrig før har jeg så grundigt nydt en kop te, mens jeg kiggede ud af vinduet og så forundret, til mens skoven strakte sig mod horisonten kun sjældent afbrudt af en lille bymæssig bebyggelse af mindre træhuse og et par marker. Den ro, der sænker sig over en person uden muligheden for at have et mål, er utrolig fredfyldt. Til daglig er der altid lige noget, man skal og kan ordne, om ikke andet så er der et fjernsyn, der kan tændes, men i toget var vi frarøvet disse simple beskæftigelser. Og så står man tilbage med få muligheder, man må snakke sammen og interagere eller finde roen i sig selv. For at finde roen i sig selv var en kop te, en smøg eller lidt fundering perfekt. Når man ville være sammen med de andre var spil og vodka det ideelle. Demetri snakkede noget engelsk, men langt fra flydende, så vi kastede os over skak. Det har altid været en drøm for mig at sidde i en kupe på Den Transsibirske Jernbane og spille skak med en russer, så selvfølgelig havde jeg et lille magnetisk skakspil med. Demetri var, som enhver russer ifølge vores fordomme bør være, straks med på ideen om at spille skak. Det varede ikke længe før brikkerne var stillet op, og måske endnu kortere inden jeg havde tabt. Men hvad gør det, når Demetris mor havde pakket en madpakke til ham, der indeholdt et utal af flasker med vodka, som ifølge manden selv var 96% rent. At drikke var en naturlig del af at rejse med toget. Jeg husker da også en morgen, uret sagde klokken var tre om natten, men solen var stået op, hvor Demetri vækkede mig, for vi skulle ud på perronen for at købe røget fisk og nye spændende øl. Han købte en ny øl på hver station, for det var hans første rejse gennem Rusland, og han ville prøve alle de lokale typer og mærker af øl. Stedet med de røgede fisk og de spændende øl var Irkutsk, en by som ligger ved den mægtige Baikal sø. Det var også i Irkutsk, at vores jernbanelinje drejede fra hovedlinjen, da vi skulle sydpå mod Mongoliet. Den Transsibirske Jernbane, som dette større jernbanenet er kendt under i vesten, blev påbegyndt i 1891. Men nettet indeholder tre forskellige ruter, som alle starter i Moskva, Den Transsibirske, som kører til Vladivostok og udelukkende på russisk territorium, Den Transmanchuriske, som ender i Beijing, og den sidste som først stod færdig i 1956, Den Transmongolske, som ligeledes ender i Beijing, men kører gennem Mongoliet. Det var den sidstnævnte, Den Transmongolske Jernbane, vi var med. Vi havde valgt denne rute, da vi ville ende i Kina, og da Mongoliet lød som et land man ikke bare burde køre udenom. Da vi efter fem døgn stod af toget, sad togfornemmelsen stadig i hele kroppen. Følelsen var som at stå af et skib, hvor man på land stadig føler man sejler, blot med de for et tog karakteristiske tjuk-tjuk og en let svajende fornemmelse. Efter at have fået lidt mad, fundet en lejlighed og fået det værste tjuk-tjuk ud af kroppen gik vi på opdagelse i Ulan Batar. Vi havde hørt meget om byen, inden vi ankom, men intet godt. Den skulle være grå, bygget af beton og uden den mindste skygge af skønhed. Vi havde sågar set billeder fra byen til et foredrag. Gråt, gråt, gråt og intet andet end gråt beton. Af samme årsag og da vi havde hørt at det skulle være dyrt at bo her havde vi valgt ikke blive her ret længe. Om der var gråt beton, ja. Om der var meget andet, ja selvfølgeligt var der det. Sjældent er jeg blevet så snydt og så utrolig behageligt overrasket. Byen var meget speciel, men bestemt ikke kedelig. Der var nogle skønne, gamle kejserpaladser og templer, som ingen af turisterne, ud over os, tilsyneladende gad kaste et eneste blik på. Men fremfor alt var der mongolerne. Disse nomader var flyttet ind til storbyen, dog uden helt at have opdaget det selv. Flere havde slået deres traditionelle telte, ger, op midt inde i byen. Andre red rundt på hest, mens de, der havde fået bil, kørte den som om det var en hest, der bare skulle piskes fremad. For at sætte prikken over i'et så var gæret hoppemælk, som bliver en alkoholholdig drik, et stort hit med det resultat, at mange var i en tilstand mellem at svaje og sejle gennem gaderne. Historie fra Den Stockholmske Skærgård, Helsinki, Skt. Petersborg, Moskva, Ulan Batar, Beijing og hele rejsen med Den Transsibirske Jernbane kan du høre om og se meget mere til ved mit foredrag i Frederiksbjerg Beboerhus torsdag d. 9. oktober kl 19. Andre sider på wayout.dk der siger mere om min med Den Transsibirske Jernbane i 2002-03: - Oversigt over min rejse gennem Asien i 2002-03, med bla. Den Transsibirske Jernbane. - Beskrivelse af mit foredrag om min rejse med Den Transsibirske Jernbane. - Kort fakta om de forskellige lande som jeg rejsete igennem på vej fra Danmark til Kina. Danmark, Sverige, Finland, Rusland, Mongoliet og Kina,	Foredrag kan bookes ved henvendelse til: Nikolaj Witte Skt. Annagade 32 8000 Århus C Tlf. 86181136 Mobil 22790384 foredrag@wayout.dk For at bestille en pjece med beskrivelser af foredrag, se .
	Top	Kontakt:
	Søg | Copyright | Sitemap | Kontakt	foredrag@wayout.dk