Det eventyrlige Borneo. Af Nikolaj Witte For ikke så lang tid siden stillede Hendes Majestæt Dronning Margrethe mig spørgsmålet: ”Hvorfor er du medlem af De Berejstes Klub?”. Som altid, når folk er letsindige nok til at spørge mig om rejser, så begyndte jeg straks at snakke i munden på mig selv. ”Holdt, stop” sagde hun, ”fortæl mig kun om den ene episode, som skiller sig ud fra de andre”. Dette er selvfølgelig løgn, men resten af historien er så sandt, som det er sagt. Borneo. Bare navnet har altid fascineret mig. Mindre blev mine eventyrdrømme ikke, da jeg i Lonely Planet læste, at i Kalimantan (Indonesisk Borneo) er der næsten ingen rigtige veje, der er ikke rigtig nogen regnskov tilbage, skovbrandene i 1997 og ’98 ødelagde resten og det er i det hele taget dyrt, besværligt og ikke værd at komme der. Når LP skriver det, så plejer man at have området for sig selv. Udover det havde der netop været lidt uroligheder med demonstrationer og sågar rapporter om, at visse stammer havde genoptaget deres gamle traditioner med at skære modstandernes hoveder af. Det var derfor med spænding i maven og forventninger i blodet, at jeg hoppede om bord på en ombygget fiskekutter i Tawau (Sabah), der lovede, at de sejlede til den lille indonesiske ø Tarakan, hvorfra det igen skulle være muligt at sejle til Kalimantan. Men, for at gøre en lang historie kort, så lykkedes det mig i løbet af ikke alt for mange dage at være på vej sydpå langs en af de veje, der ikke eksisterer på noget landkort, men som skovfældningsfirmaerne har efterladt. Undervejs var det også lykkedes mig at finde min kammerat, som jeg på forhånd havde aftalt at mødes med. Sammen sad vi nu og stirrede ud af vinduet i en afart af en minibus, mens dækket for tredje gang var blevet vredet i stykker på de sammenfaldne mudderveje. Alle reservehjulene var brugt op. Vi havde repareret reservehjulene, men også disse var slidt i stykker igen, så vi havde ikke rigtigt flere hjul tilbage. Utroligt nok var humøret stadig godt, da vi halvt trillede og halvt skubbede bilen ind i nærmeste by. Stor var vores overraskelse, da vi blev mødt af et sandt farve- og fjerorgie. Min ærede Dronning, så var der pludselig høstfest med dans og musik. Undrende stod vi lidt og kiggede på alle de udsmykkede krigere og festivaldeltagere. Undrende stod de og stirrede på to tilmudrede, men hvide, backpackere, der var gået helt i stå. Snart kom der en mand i skjorte og lærredsbukser, der højt og på glimrende engelsk bød os velkommen til høstfesten. Han kunne fortælle, at han hed mr. Wilson og var både høvdingens søn og arrangøren af festivalen. Inden vi havde fået set os om, var vi blevet gennet ind i langhuset, hvor de, der sad forrest, blev skubbet til side, så der blev plads til mr. Wilsons æresgæster. Alle blandt de par hundrede gæster og en god håndfuld af de dansende gik fuldstændigt i stå. Det varede dog ikke længe, inden de fik sig samlet sammen, nikkede og smilte. Alle de unge fyre skulle lige vise sig og råbte ’hallo’, mens de ældre mere stille og roligt hilse på Bhasa Indonesia. Dansen var fantastisk. Kvinder bar farverige kjoler med pailletter i alle regnbuens farver, der hver var formet i deres families eget mønster. Mønstrene var meget forskellige med afbildninger af krigere, næsehornsfugle eller forskellige guder og ånder. Hver kvinde havde i begge hænder et par af næsehornsfuglens halefjer, som livligt blev brugt i dansen. Sammen, i procession, dansede de først ned i hele langhusets længde, derefter cirklede de rundt og gentog bevægelsen i modsat retning. Da dansen sluttede, fik vi mulighed for at hilse på mr. Wilson og høre, hvad der foregik. Han inviterede os til at blive og bo hos sig. Det blev starten på en smuk, tre dage lang festival, der overgik alt, jeg tidligere har oplevet både i skønhed og i noget, som jeg ikke kan beskrive bedre end ægthed. Jeg har altid, både før og efter denne oplevelse, anset det for endnu mere ægte, når hovedjægeren har en slidt reklame T-shirt inden under en brynje af tigertænder, eller når de onde ånder i dyb trance indfanges i blå plastiktallerkener. Og under denne høstfest var der en over- flod af gamle hovedjægere i hullede vinterjakker og andre pudsigheder. Under festivalen oplevede vi de dansende kvinder, der igen og igen opførte deres smukke dans til lyden af sundatang’en (et traditionelt strengeinstrument, hvis brug desværre siges at være ved at uddø). Vi oplevede høvdinginden der, hvidmalet i hovedet og med store håndfulde af de allersmukkeste af næsehornsfuglens halefjer, opførte en meget dyster solodans. Men højdepunktet for mig var, da høvdingen i fuld krigsudrustning udførte finalen i danseshowet. En dans hvis, på overfladen simple, formål var at samle skjoldet op fra gulvet og symbolsk gå i krig. Alt, hvad der skete rundt om selve dansene, var mindst lige så fantastisk. Selve udsmykningen af huset var et studie værdigt, og menneskene var, da de efter et par dage havde vænnet sig til os, smilende og fortalte med medrivende fagter den ene historie efter den anden, mens klokkerne i deres fascinerende forlængede øreflipper klimprede. Specielt husker jeg mr. Wilsons fars historie, måske fordi det var den eneste, jeg forstod, da halvdelen var på hollandsk, og den anden halvdel blev oversat af mr. Wilson. Han fortalte levende, hvordan han som ung havde været pirat sammen med en hollandsk bande i Samarindas havn. Det forklarede jo sproget. Men at sidde i olielampens skær midt i Borneos jungle og høre historier om, hvordan man border og overfalder et skib, var næsten mere, end jeg i min vildeste fantasi havde håbet på. Hele festivalen sluttede med, at selve guvernøren for hele distriktet ankom med ministre og det lokale tv. I hans takketale fortalte han blandt andet, hvor utroligt smukt deres langhus var, hvilket han kunne bevise, for, som han fortalte, var der i år kommet to turister hele denne lange vej bare for at besøge dem. Næste gang, sagde han, ville turisterne have fortalt deres familier og venner, hvor smukt et sted dette var, og snart ville mange turister komme. Alle vendte sig om, smilte og klappede ad os, selvom jeg ved, vi begge vil gøre vores for, at ingen finder ud af, hvor dette uspolerede paradis af en by ligger, og så der aldrig kommer horder af turister væltende. Men hvad så, spurgte Hendes Majestæt? Da festivalen lakkede mod enden, fandt vi lidt transport ned til flodens munding, hvor det lykkedes os at opspore en af de fantastiske flodbåde, der sejler overalt på Kalimantans floder. Flodbådene er opbygget i to etager, hvor første sal har brikse og er en form for første klasse med vinduer og ro til at sove. Underetagen er et virvar af mennesker, der sover over alt som sild i en tønde. Det er også nederst, man finder køkkenet, toiletter (huller i bunden af båden), badefaciliteter (en slange på en pumpe nede i floden), kaptajnen (der sidder midt i det hele og styrer), nedgangen til motorrummet (som behageligt brummer en i søvn) og vores kommende midlertidige hjem. Vores ankomst var en blanding af James Bond og Mr. Bean. Vi var, af årsager som er en helt anden historie, kommet for sent til bådens afsejling. Derfor befandt vi os netop nu i en lille motorbåd, hvor vi i rasende fart forsøgte at indhente flodbåden. For at gøre hele stemningen perfekt besluttede vejrguderne på Borneo sig for at lade os smage på rigtig regnskovsregn. Den sidste halve time havde vi kæmpet en brav kamp for at holde vandet på ydersiden af vores lille motorbåd, der forbavsende hurtigt blev fyldt med regnvand. Så mens det var svært at afgøre, om vi stadig var oven vande, eller rent faktisk var de druknede mus, som vi følte os som, råbte vi alle af vores lungers fulde kraft, at de skulle vente på os. Med motorens sidste kraftanstrengelser lykkedes det os at sejle op på siden af flodbåden og holde os fast. Hele båden var - for at beskytte passagererne mod den silende regn - pakket ind i blå presseninger, så ingen havde endnu hverken set eller hørt os. Med hver sin rygsæk, der nu på grund af regnen havde taget voldsomt på i vægt, kastede vi os ind under det blå plastik. En utællelig flok mennesker stirrede inde i mørket på os med åbne munde og fulde af undren. Vi hilste pænt og forsøgte at undgå at hælde vand på dem alle sammen, men lige lidt hjalp det. De stirrede. Hvad nu, tænkte vi. Pludseligt slog det os. Så hurtigt som man kan i drivvådt tøj, skyndte vi os at tage vores sko af og placere dem oppe på en bjælke. Ingen er da så uhøflig og uopdragen at de har sko på indenfor i hjemmet og denne båd var, for nu, vores hjem. Kaptajnen tog smøgen ud af mundvigen, smilte, vendte tommelfingeren op og råbte ’bagus’ (godt). Med ren hygge, masser af malariamyg og et utal af ’bagus’-råb sejlede vi gennem det næste døgn ned af floden, der oversat hedder ’skær-hovedet-af’-floden. Men er det ikke muligt at komme ind på midten af Borneo, spurgte HM Dronning Margrethe Midten af Kalimantan var vores mål, men først måtte vi tanke op i Samarinda. Så vi fik skaffet dåsesardiner, rom, chilisovs, et par millioner rupies, blå plastik, reb og ikke mindst en ordbog. Gennem de næste par uger rejste vi derefter op ad Mahakamfloden, som er en af Borneos mægtigste floder, der har sit udspring helt inde i hjertet af øen. Efter af have oplevet ånderne både i kirker, moskeer og langhuse ankom vi, efter to ugers rejse, gennemblødt til skindet og skjult af mørket til den sidste by, vi på denne årstid kunne nå med mere eller mindre offentlige både. Efter at have opsporet varmt vand til en kop te, fået lidt mad og sovet en god nats søvn opsøgte vi ’kapala desa’ (landsbyens overhoved). Vi fik forklaret både ham og alle andre af betydning i byen, hvad vores planer og ønsker var. Vi skulle bruge nogle mænd til at hjælpe os over på den anden side af Borneos midte. Vi vidste ikke meget om, hvorvidt det kunne lade sig gøre, men havde hørt i Samarinda at man på en god uge kunne gå fra den ene flods munding, over bjergene til den anden side af Borneo og der finde en anden flod, hvor man igen kunne sejle helt ud til kysten. Først kom høvdingens nevø og en kammerat, de studerede inde i Samarinda og kunne engelsk. Til gengæld kunne de ikke svare helt positivt på, om de havde været inde i junglen før. Vi var ikke helt trygge ved at tage med dem, og efter et par dage kom der heldigvis en anden mand, der ville snakke med os. Han hed Hugo og boede ikke langt væk, men han havde været ude i junglen i markerne og kom derfor først nu. Han ville sammen med en gut, der hed Lavang, hjælpe os. De var ikke billige, men de havde stor erfaring, både med junglen i almindelighed og denne strækning i særdeleshed. Vi måtte derfor henvende os til høvdingen, og, uden nogen skulle blive stødt, forklare ham, at vi ikke kunne bruge hans nevø. Vi snakkede med Hugo, der ikke kunne mere end to ord på engelsk, om hvad vi skulle have med på turen. Alt, hvad der er sejlet så langt ind på Borneo, er meget dyrere end ude ved kysten, så vi måtte rundt og forhandle, det bedste vi havde lært, for at skaffe de sidste fornødenheder som ris og sukker. Men få dage senere oprandt dagen for vores afsejling, og med to ketjing-ketjing (små både opkaldt efter deres lyd) begav vi os så langt op ad floden, som det var muligt. Mens aftenen sænkede sig over floden, sejlede vi mod bredden, hvor Hugos forældre glade stod og vinkede os ind til aftensmad. Pludseligt helt ud af den blå luft bliver Hendes Majestæt revet væk, der er alvorlige sager, som hendes yngste søn er nødt til at snakke med hende om. Jeg håber på, hun ved en senere lejlighed vil høre afslutningen, men indtil da må vi alle pænt vente, for ingen snakker, før dronningen spørger. Fortsættelse følger… Eller kig videre på www.wayout.dk Andre sider på wayout.dk der siger mere om min rejse over Borneo (Malaysia (Sarawak og Sabah), Brunei og Indonesien (Kalimantan)): - Beskrivelse af mit foredrag om min rejse over Borneo. - Kort fakta om landet Malaysia og min rejse gennem. - Kort fakta om landet Indonesien og min rejse gennem. - Kort fakta om landet Brunei og min rejse gennem.	Foredrag kan bookes ved henvendelse til: Nikolaj Witte Skt. Annagade 32 8000 Århus C Tlf. 86181136 Mobil 22790384 foredrag@wayout.dk For at bestille en pjece med beskrivelser af foredrag, se .
	Top	Kontakt:
	Søg | Copyright | Sitemap | Kontakt	foredrag@wayout.dk