|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
| ||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
Af Nikolaj Witte
nikolaj@wayout.dk
Borneo, verdens tredjestørste ø, har altid været omgærdet af mystik og eventyr. Øen er i dag opdelt mellem tre lande. Mod nord findes de to malaysiske stater, Sabah og Sarawak, på hver sin side af det lille sultandømme, Brunei, mod syd ejer Indonesien to tredjedele af øen under navnet Kalimantan. Det var her, i Kalimantan, langs ækvator, jeg sammen med en ven og to gamle hovedjægere fandt eventyret.
Regnen siler ned. Alt er vådt, og jeg kan ikke se mere en helt få meter frem. Det bliver ved med at overraske mig, hvor lidt man kan se, når man først er inde i en regnskov. Der hersker altid en evig skumring. Vi har vandret i dagevis, og jeg har kun Hugos og Lavangs, de to hovedjægeres, ord for, at vi faktisk bevæger os fremad i rigtig retning. For mig ligner hvert træ det foregående, men når man, som de, er født i regnskoven, er træerne lige så forskellige som vejskilte er det for mig, og de er meget sjældent i tvivl om hvilken vej, vi skal..
Med en rutinepræget bevægelse fjerner jeg endnu en igle fra mit ben. I starten virkede de irriterende og let frastødende, men også dem vænner man sig til. Ved nærmere eftersyn er de nogle pudsige størrelser. De ligner et langt bevægeligt stykke ventilgummi fra ældre cykelventiler, mens de står der på bladene eller i underskoven og "snuser" efter friskt blod. De står og vejrer med den ene ende strakt op i luften og holder sig klar til næste varmblodige dyr der går forbi, og så, på mystisk vis, ender de på ens ben. De virker til at være tæt på udødelige, for ligegyldigt hvad jeg gør ved dem, så kravler de bare videre. Selvfølgelig ved jeg, at man ikke bare må hive dem ud, for de kan risikere at efterlade hovedet inden i min krop og dermed skabe en slem betændelse, men det svimlende store antal gør det umuligt at foretage sig andet end blot at hive i dem, indtil de falder af, og så håbe på det bedste. Jeg har forsøgt at brænde dem med en lighter. Jeg har forsøgt at kvase dem med en sten. Jeg har forsøgt at hive dem over. Lige lidt hjælper det. De kravler bare videre. Lavang forbarmede sig for et par dage siden over mig og viste mig med videnskabelig præcision, hvordan man afliver en igle. Svaret er simpelt. Man tygger tobak, og når det så er godt gennemtygget, spytter man den sorte saft udover iglen. Jeg var dybt imponeret. Et spyt og iglen, der havde overlevet alle mine opfindsomme angreb, lå stille på regnskovens bund.
Da regnen pludselig stopper, og solen skinner fra en skyfri himmel, beslutter vi at lede efter et sted at standse for at få lidt frokost. Vi søger ned til floden, hvor trætoppene må vige for den åbne himmel, så solen kan nå ned til os. På de varme sten forsøger vi at tørre vores sko og sokker, mens vi laver et lille bål til en kop te. Vi finder gryderne fra både i morges og i går aftes frem, de er fyldt med rester af ris og fisk. Med lidt soya og chilisovs smager det, om end lidt kedeligt, så dog fint nok. Jeg strækker mig på de varme sten og nyder solens stråler, mens mine øjne glider op mod trætoppene. Uden varsel rives stilheden itu af nogle frygtelige skrig. Første gang vi hørte disse skrig lød det som Tolkiens Nazgûl, men nu er de for mig blevet Borneos stemme, og jeg ved, hvad der frembringer dem. Det er næsehornsfuglene, der kalder på hinanden. Kort tid efter svæver der da også rigtignok tre kæmpe fugle hen over hovedet på mig. De ser majestætiske ud i deres sort-hvide fjerdragt med de over en meter lange halefjer og det kæmpemæssige, farvestrålende næb. Blandt de indfødte er netop dette næb meget eftertragtet bla., fordi fuglen efter deres mening besidder magiske kræfter og er selve krigssjælen. Enhver høvding har indtil flere halefjer i sin hovedpryd, og næbene udsnittes i fantastiske kreationer, som bringer held i krig.
Efter frokost og lidt afslapning går turen over floden, men da det har regnet meget på det sidste, er floden højere, end vi havde håbet. Vi diskuterer indbyrdes, hvad vi skal gøre, og endnu engang støder vores kulturer sammen. Det hele bliver ikke lettere af, at vores indonesisk ikke er ret godt, så vi har svært ved at udtrykke os klart, og Hugos og Lavangs engelsk findes ikke, så den vej til kommunikation er lukket. I det hele taget er det heldigt, at de kan indonesisk, for mange stammefolk snakker kun deres eget sprog og har ikke lært landets fællessprog. Hvorfor skulle de også lære indonesisk, når de bor flere dagssejladser fra nærmeste større by? Men deres indstilling til vores flod-problem virker for mig ret typisk indonesisk. De ønsker at vi venter på, at floden bliver lavere. Problemet er, at det kan tage dage, inden den er lav nok til at krydse. Vores indstilling er nok typisk vestlig. Vi ønsker at "gøre noget". Efter en tid med tegninger og halve forklaringer bliver vi enige om at fortsætte ned langs floden for at lede efter et vadested.
Vi finder et sted, hvor Hugo og Lavang kan krydse. Jeg forsøger at komme over, men må indrømme, at jeg er skrækslagen over de kræfter, der gemmer sig i floden. Jeg fatter ikke, hvordan de står fast på bunden i den kraftige strøm. Jeg må bede dem om at bære min rygsæk for bare have en lille chance for at komme over på den anden side og ikke ende flere kilometer nede af floden. Med en kæp lykkes det mig til sidst at stå rystende af udmattelse på den anden side. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde over den overståede flod, men jeg ved, at jeg er dybt taknemlig over, at vi fik overtalt Hugo og Lavang til at hjælp os med at krydse hjertet af Borneo.
Andre sider på wayout.dk der siger mere om min rejse over Borneo (Malaysia (Sarawak og Sabah), Brunei og Indonesien (Kalimantan)):
- Beskrivelse af mit foredrag om min rejse over Borneo.
- Kort fakta om landet Malaysia og min rejse gennem.
- Kort fakta om landet Indonesien og min rejse gennem.
- Kort fakta om landet Brunei og min rejse gennem.
Nikolaj Witte
Skt. Annagade 32
8000 Århus C
Tlf. 86181136
Mobil 22790384
foredrag@wayout.dk
For at bestille en pjece med beskrivelser af foredrag, se
.